30m2 Spidsgattere D25 Heady

Til Foreningen til bevarelse af ældre danske lystfartøjer.

Jeg kiggede lidt på jeres hjemmeside, under 30m2 Spidsgattere og fandt her min gamle onkels båd D25 Heady, det fik mig til at tænke lidt over at bådene er registreret, men historien bag dem er der snart ingen der kender.
Niels Larsen min morbror er født 10-6-1916 i Korinth på Sydfyn han døde i Hollywood Florida her midt i januar 84 år gammel og så er der kun min mor tilbage, af den oprindelige besætning hun er 80 år gammel.

Niels Larsen kom efter endt skolegang i lære som blikkenslager i Odense, hans senere svoger Valdemar Christensen kom også i lære hos den samme mester året efter, Valde var senere i livet en kendt person inden for organitasionsarbejdet i Dansk sejlunion og i mange år kasserer/ formand i Odense sejlklub. I medens de stod i lære byggede de sammen med flere andre kajakker og dyrkede i nogen tid kajak sporten, her har de nok på Fjorden set at det var nemmere at sejle med sejl, så i 1935 købte de sammen en 18-19 fods kragejolle "Jes" en skarp bygget underløben jolle med høj nokket gaffelrig.

Det var dog ikke nok for dem så i 1937 besluttede de 2 sammen med en kammerat, at de ville bygge tre 30m2 spidsgattere. Det skulle være Berg-både derom var der ingen tvivl, så de tre cyklede til Skælskør for at få en tegning. Berg var meget hjælpsom han solgte 1 tegning med ret til at bygge 3 både. På trafikhavnen i Odense var der nogle store træskure, Skallehuse kaldtes de, de benyttedes til opbevaring af formalede Østersskaller som der dengang og til op i slutningen af 50erne gravedes en masse af på Odense fjord. Skallerne var såkaldte Hønseskaller, et kalktilskud til Høns. I et sådant skur lagde de nu kølene til de 3 både. Skurene var utætte og uden elektricitet, de havde ingen mekaniske hjælpemidler ud over en cykelbåndsav, et fastmonteret cykelstel hvor der på baghjulet er monteret en båndsavklinge, så hvis der er en der træder godt i pedalerne kan en anden save i emnet. Træet til bådene blev valgt hos den lokale tømmerhandler sat til side og hentet på cykel når der var brug for det og penge til det. Så kunne de forarbejde disse materialer og så hente nok et stykke træ når det var færdigt. Med håndværktøj og uden erfaring som bådebyggere brugte de al deres fritid i 2 år på projektet. At fritiden var ret sparsom, er noget andet noget, det var 6 dage a´ 8 timer om ugen 48 timers arbejdsuge. 45 timer med Weekend altså ½ fridag om lørdagen kom først et par år efter krigen.

De havde venner der gav et nap med, når de var ved at give op. Niels siger det var en hård tid for dem, at stå der i skuret hver eneste aften året rundt. Ikke engang juleaften holdt de fri. De havde viljen og evnerne fik de. At amatørbygge en båd af træ dengang betød, at det færdige resultat skulle på en hver måde kunne måle sig med det professionelle håndværk. I dag ser vi også selvbyggere i mange forskellige materialer, de når ofte ikke den standard som det professionelle produkt. Det virker som om at når man laver noget selv i dag behøver det ikke at være første klasses arbejde, sådan var det ikke dengang. De var da de begyndte at bygge henholdsvis 20 og 21 år gamle. Ind imellem kunne de være så heldige at være arbejdsløse i en periode, så kunne de nå et stykke vej.

Det med at bygge når man var på støtten var dog ikke kun af det gode, de blev meldt til fagforeningen og deres understøttelse blev inddraget. Det kunne endda gå, da understøttelsen til ugifte svende alligevel var meget lav, men værre var det at de der havde meldt dem til fagforeningen, men som ikke kunne stoppe dem, nu meldte dem til brandmyndighederne. Et tjæret træskur, beklædt med aviser indvendigt for at holde på varmen, oplyst af Petromax lamper og med en hjemmelavet træfyret svedekiste, og godt med høvlspåner på gulvet var jo noget af en brandbombe. Her hjalp deres gamle ven fra kajakdagene Politifuldmægtig Aagård dem ud af problemerne. Ting som vi i dag ikke tænker meget over med vores gode værktøj, hullerne til kølboltene gennem bundstokke og køltræ 90 cm langt ¾" diameter, et sådant hul tog en hel arbejdsdag for dem. Selv i dag er det noget af et job, ikke mindst det at sikre sig, at hullet nu også bliver lige, ligeledes at bøje bordene på plads på en Spidsgatter er vanskeligt, nogle af den er jo s-formede. Hvis der var godt med penge i kassen flottede de sig nogle gange og købte maskintid hos den lokale bådebygger, men alt i alt er de håndbyggede i ordets engentligste forstand. Venner og familie samlede alle bly til dem så de kunne få køle. Heady fik dog aldrig blykøl, men en af støbejern i det merprisen for blyet skaffede kapital til at færdiggøre byggeriet.

Da alle 3 både var planket op, trak de lod om dem, derefter byggede de dem individuelt færdige. Som gode hjælpere der støttede dem med råd og dåd under bygningen nævnes altid Hans Jensen, Måler og skibstømrer og sejler i sit hele liv, Victor Hansen, Nielses svoger` samt, Helmer Nielsen tømrer og sejler. Derudover deres kærester der bragt mad og varm kaffe til dem. Niels var så heldig at en bror der arbejdede på Brandts Klædefabrik som snedker, kunne skaffe Oregon. Dette blev skåret op i 20X25mm og lagt som plankedæk sømmet fordækt med fisk og skandæk i mahogni. De to andre både fik staffbrædder med lærred som dæk. Masterne var massive granner der blev fældet i Langesøskoven W for Odense og som i lang tid lå fortøjet i Stavis å med rodenden op imod strømmen, hvilket var måden at bevare træet på dengang. inden de med skarøkser blev hugget i Firkant, ottekant o.s.v. indtil de var runde. Heady havde som den eneste rustfri beslag hvilket ikke var almindeligt dengang. Men Niels havde som blikkenslager hos C.M. Eriksen mulighed for at tiltuske sig dette gode materiale, som han så selv formede, en kollega der kunne kunsten at svejse i dette materiale gjorde dette for ham. Niels fortæller at hans mester det første år Heady var i vandet, en aften i sin bil kom til Stige Ø hvor Odense sejlklub holder til, han stoppede op løftede hatten til hilsen som herrer jo dengang brugte og sagde, det er en dejlig båd De og jeg har Hr, Larsen. Da bådene i foråret 1939 var færdige blev de trukket ud af skuret og på en slæde af træ på indfedtede planker, blev de efter en af en lastbil trukket over til en af de store højbane kulkraner på havnen. Der blev lagt noget solidt tovværk rundt om båden og kranen løftede båden i grabben og svingede den over bolværket og ud i havnen.

Bådene fik navnene d25 Heady, d26 Ay-Ay, d27 Ecco, hvad bådene skulle hedde var en hemmelighed næsten til det sidste, men en af de allersidste dage blev Niels og Valde klar over at de havde begge valgt Ay-Ay, hvilket de havde valgt fordi, de i dagligt sprogbrug på deres lille værft brugte vendingen Ay-Ay. Niels var oppe imod ovemagten idet Valde og Niels´s søster som nu var Valde´s kæreste mente de havde retten til navnet kom Niels´s båd til at hedde Heady, det skulle være noget Engelsk lydende. Bådene blev rigget til ved kranen og kunne så selv sejle den første korte tur fra trafikhavnen til Stige Ø. Til sidst var sejl et problem, det var ikke til at fremskaffe sejldug, men hos en sejlmager på Thurø lykkedes det at få fok og storsejl, samt en stormfok syet. Stormfokken førtes i stille vejr på spilerstagen rigget som bovspryd, sat flyvende i bomdirken som kompentation for manglende genua.

Valde solgt umiddelbart efter Ay-Ay for at kunne stifte hjem. Niels sejlede i Heady i 10 år Tursejlads og kapsejlads inden rigs og udenrigs, men det meste af krigen var sejlerne lukket inde på Odense fjord og skulle være i havn inden mørkets frembrud, hvilket gav problemer mindst engang, hvor Værnemagten så beslaglagde Heady. Her gik Niels så og bed negle i nogle dage, inden han fik en bøde og det gode skiv tilbage. I 1949 blev Heady solgt og Niels besluttede at emigrere til USA, det gik dog i vasken og der blev i stedet bygget Piratjoller i garagen hos min far, i 1952 rejste Niels til Florida hvor han har boet siden. I de mange år har han været her på ferie mange gange. Ferierne var som regel lagt så han kunne overvære starten på Fyn Rundt, han har flere gange set Heady når han har været her, det betød kolosalt for ham at sidde i cockpittet og holde på den rorpind som han selv havde lavet og nyde en øl eller 2. Han var især stolt da Heady i 1969 sejlede Færøerne rundt med en besætning fra Svanemøllen.Det er nu nogle år siden vi har set Heady sidst vi har ledt uden held. Ay-Ay så jeg så sent som i sommer i Bohuslen under svensk flag men med S30D26 i sejlet.

Niels Larsen bevarede hele sit liv kontakten til Odense Sejlklub, han var i de sidste år kontingentfri medlem, den anerkendelse betød meget for ham. Fra en polyesterkrydser

Torben Holm.
Odense/Snestrup 2001-02-06.


Beretninger      Forsiden      Email
Opdateret d. 26-11-2001