En solstråle historie om Helsingørjollen "Vuska"

I november 1998 dumpede et herligt brev ind til os. Det fortalte nemlig nyt om min kære, gamle helsingørjolle, "vuska", - nu 47 år. Om hendes ned - og optur, så nu kan hendes livshistorie berettes.

Helsingørjolle I 1946 tegnede bådkonstruktør og ingeniør Aage Utzon til sin dreng en søspejderjolle kaldet Helsingørjolle. Det var en moderniseret Aalborgjolle med bermudarig og genua, i alt 15 kvm. sejlareal. Længde 5,50 m, bredde 1,83m, kølvægt 385 kg og dybgående 0,70m. Genialt har den en "truck", idet midtdørken kan sænkes, for at sidde bedre, og hæves til dørkplan når 3-4 personer sover på dørken.
"Vuska" blev bygget i 1951, med teakkarme og halvkahyt et sted i Horsens. Ejeren hed Esmann, og båden hed "Karen". Hun sejlede på Silkeborgsøerne indtil hun pludselig dukker op i saltvand, nemlig da ejeren er kok og hedder J. Petersen og er i sejlklubben "Bugten", Aarhus. Yderst velholdt svane, hvid med lyseblåt dæk, to stel bomuldssejl og ingen motor.

Således købte mine forældre hende på mine vegne 2/10 1962. Om foråret kom hun med Aarhus båden som fragt til København og "blev" hejset ned i vandet, hvorefter far og jeg straks riggede hende til fra kajen ved Sct. Annæ Plads. Vi sejlede i triumf forbi Den lille Havfrue og til Svanemøllens nordmole. Hun kostede for resten 3.5oo kr. -. Jeg havde duelighedsprøve og tog senere kystskipper og sejlede de næste 10 år land og rige rundt uden motor. Nogle husker nok hendes lækage ved Kullen, hvor vi reddede os hjem ved at synke presenningen udvendigt som bandage over revnen.

"Vuska" og jeg flyttede tilbage til Aarhus, hvor "Vuska" blev sejlerskolebåd, privat. Sejlviden, gamle traditioner og godt sømandsskab lærte især pigerne let med dens enkle rig. Pludselig kom drømmen om en Nordisk Folkebåd til opfyldelse, og Vuska blev solgt til gode liebhavere i Århus Sejlklub: Aase & Jørn Hoeck d. 1/7 1971 for 6.500 kr. med udstyr; ret nye dacronsejl og en Seagull-motor.

Få år efter kom Vuska til Norsminde (for moring) - siden til Egå og forsvandt... indtil nyhedsbrevet:
Vuska blev købt sidst i l980'erne i Århus af en Peter fra Bogense. Han gjorde hende til en åben jolle med ringdæk. Desværre stod hun ubrugt og på land uden pasning i 2-3 år og forfaldt!

Vuska med søspejdere Så i 1994 var det lykkeligt, at hun blev købt af B. Ditlevsen, Bogense, for han gjorde hende i stand fra ende til anden, bl.a. med teakdæk. I alt løb det op til 15.000 kr. Det kæmpearbejde gjorde han for sin fornøjelses skyld. Desværre fik han dårlig ryg og kunne ikke sejle i Vuska. Men det var der lykkeligvis interesserede søspejdere, der kunne, og de fik lov at købe hende til rimelig pris på følgende betingelser:
Navnet måtte ikke ændres og båden skal passes godt. Ditlevsen er af hjertet også interesseret i at følge hendes færden og glæder sig over at hun SEJLER. Medsendt var også fotoet af den nu gladgule "Vuska". De unge vil hellere sejle hende, end den smakkeriggede Aalborg-jolle (kopi), de har. Selv mine over 30 år gamle Carlsensejl kan lidt endnu!

Til slut: Hurra for Ditlevsen - Carlsen -og Bogenses KFUM-søspejdere med Flemming Jørgensen.

Gid mange flere træbådes historie kunne få så lykkelig en slutning!

PS. Vi glæder os til at se "Vuska" igen i gl. havn i sommeren 1999.

Lisbeth Kofoed


Beretninger      Forsiden      Email
Opdateret d. 28-12-2000